Alle danskere - ikke kun dem med villa - kan lave en profil (dem i lejlighed, rækkehus, sommerhus, gård, kollektiv eller husbåd er hjerteligt velkomne)
Har du nogensinde tænkt på hvor mange ting du har i dit hjem, som du aldrig bruger? Prøv at tælle alle de gange hvor du har købt noget, som du kun bruger en enkelt gang. Som for eksempel rystepudseren du købte for fire år siden til at renovere dit hjem – og nu står den stadig i kælderrummet, urørt.
Har du overvejet at Hr. Nabo, som bor to huse væk, kan have desperat brug for en rystepudser til at løse en to-timers opgave i sit hjem?
Problemet er, at du ikke ved at han leder efter én, og at han ikke aner at du har det, han har brug for.
Her kommer villavenner ind i billedet: En gratis, digital platform som gør hverdagen lidt nemmere for både dig og Hr. Nabo. Helt grundlæggende er idéen at gøre lokalområdets ressourcer synlige, således at ting der ikke bliver brugt i ét hjem kan finde vej til et andet hjem, hvor der er brug for dem. Det kan også dreje sig om hjælp og tjenester. Eller om arrangementer, man gerne vil lave lokal reklame for.
Villavenners vision er at skabe velfungerende lokalsamfund, der gør brug af hinandens ressourcer. Vinderne er ikke kun indbyggerne i det pågældende lokalsamfund, som får tættere sociale bånd og praktisk hjælp i dagligdagen. Det er også miljøet der vinder, fordi det at dele, låne og genbruge betyder, at tingene ”får et længere liv”. Det bevirker at vi bruger færre ressourcer og producerer mindre affald. Så ved at være en aktiv villaven tager du også del i den grønne omstilling.
Ideen til villavenner.dk opstod i maj 2014. I september 2014 fik projektet støtte fra Miljøstyrelsen`s pulje til grønne ildsjæle. Det betyder, at hjemmesiden er helt ny. Flere funktioner og muligheder vil komme til med tiden – efterhånden som villavennerne udtrykker ønsker og behov, og efterhånden som vi skaffer midler til at realisere dem.
I version 2 vil det være muligt at oprette grupper, så man kan forene sig om fælles interesser, uanset om man gerne vil starte en madklub eller gerne vil have nogle at sparre med, når man skal have solceller på taget. Der vil i senere versioner også komme nyheder, der er rettet direkte mod dine interesser.
Du har sikkert også en masse gode idéer til, hvad vi kan bruge villavenner til. Du er mere end velkommen til at dele dine idéer og forslag med os på postmaster@villavenner.dk.