Tilmeld til nyhedsbrev
E-mail:


Frameld nyhedsbrev
E-mail:

En kovending

17-01-2019

En kovending med de frivillige projekter

 

Kære Lokaludvalg

 

Jeg skriver til jer med en positiv nyhed.

På TMU mødet den 7. januar 2019 tog budgetpartierne afskaffelsen af frivillighedskoordinatoren i budget 2019 og konsekvensen for de grønne frivillige projekter op. De havde den opfattelse, at de i forbindelse med deres beslutning om budget 19 og besparelserne i TMU havde fået oplyst, at afskaffelsen af frivillighedskoordinatoren ville få konsekvenser for muligheden for at oprette nye frivillige projekter i samarbejde med forvaltningen og for nogle af de frivillige projekter, som havde behov for støtte fra kommunen i deres frivillige arbejde. De havde altså den opfattelse, at frivillige projekter, der med tiden var blevet selvkørende og har minimal kontakt med kommunen, kunne fortsætte. Det er jeg meget glad for, at de tog op til TMU mødet, fordi Teknik- og Miljøforvaltningen nu med det afsæt er gået i gang med at vurdere, hvordan eksisterende grønne frivillige projekter kan få mulighed for at fortsætte i tråd med den oplysning, som budgetparterne har fået.

 

Jeg er glad for at kunne fortælle, at på den baggrund vil alle de frivillige projekter nu blive kontaktet af forvaltningen og indbudt til individuelle dialoger om, hvorvidt og hvordan det enkelte projekt kan fortsætte efter nedlæggelsen af frivilligkoordinator stillingen. Alle projekter vil samtidig få besked om, at projekterne, der var meldt til ophør ved udgangen af første kvartal 2019, nu mens dialogen med projekterne pågår, kan fortsætte frem til juli 2019.

 

Jeg er samtidig glad for at kunne fortælle, at det er forvaltningen nuværende vurdering, at i hvert fald nedenstående projekter kan køre videre:

 

1. Bekæmpelse af mink i Utterslev Mose

2. Kogræsserlaug i Utterslev Mose

3. Fåregræsserlaug i Utterslev Mose

4. Kogræsserlaug på Amager Fælled

5. Utterslev Mose Naturplejelaug

6. Naturpleje på Damhusengen

 

Jeg håber på, at dialogen mellem forvaltningen og de frivillige grønne projekter vil vise, at langt flere af projekterne også vil kunne fortsætte på trods af nedlæggelsen af frivilligkoordinatorstillingen.

 

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg er ærgerlig over, at frivilligkoordinatorstillingen er nedlagt og jeg mener, at vi med nedlæggelsen mister rigtig meget værdi for København og Københavnerne for en ganske lille besparelse, og at det er trist at nye projekter ikke kan opstartes i fremtiden, men det er trods alt positivt, at der nu er et arbejde i gang med, at forsøge at gøre det muligt for projekterne, at køre videre med ingen eller minimal støtte fra forvaltningen.

 

Med ønske om en god dag.

 

 

Med venlig hilsen

Ninna Hedeager Olsen

Teknik- og Miljøborgmester
_______________________________

KØBENHAVNS KOMMUNE

Københavns Rådhus, 1.sal vær.36

1599 København V



Alle nyheder



 

Kontakt: emgf@emgf.dk

Siden er udviklet af Time2web, og repræsentanter fra Emdrup Grundejerforenings bestyrelse.