Vejlaug- ændringer af formål, udmeldelse, tinglysning.

 

1.Et vejlaug er en forening. En forening er en aftale mellem nogle personer og/eller det der kaldes juridiske personer. For et vejlaug er aftalen nedfældet i en vedtægt.

Aftalen(vedtægten) kan have meget forskelligt indhold, også om muligheden for at ændre på aftalen (vedtægten), og om muligheden for udmeldelse. Typisk vil vedtægten indeholde en formålsbestemmelse, der fastlægger, hvad der er meningen med aftalen. Det er det man forholder sig til, når man melder sig ind. Der kan også i vedtægten være regler om, hvordan vedtægten kan ændres. Det giver dog ikke det besluttende organ - generalforsamlingen- adgang til med bindende virkning for medlemmerne at gennemføre en hvilken som helst ændring af vedtægterne. Det afgørende er den oprindelige formålsbestemmelse og fortolkningen af denne. Et medlem der for lang tid siden meldte sig ind i et vejlaug, der som formål alene havde vedligeholdelse af en vej, skal således ikke nødvendigvis tåle, at vejlauget ændrer formål til f.eks. også at tage sig af klimatilpasningsproblemer med deraf følgende (store) økonomiske konsekvenser. En accept af ændrede vedtægter kan ske aktivt for det enkelte medlem f.eks. på en generalforsamling ved afstemning, men det kan også ske passivt ved en stiltiende accept f.eks. når de ændrede vedtægter udsendes sammen med referat af generalforsamlingsbeslutningen. Den, der modsætter sig ændringerne i vedtægterne, kan efter omstændighederne ud fra svigtende forudsætninger løsrive sig fra den oprindelige aftale og melde sig ud af vejlauget.

2. Tinglysning. Byrder og rettigheder der er knyttet til en fast ejendom kan tinglyses. Tinglysningssystemet er etableret for at sikre retstilstanden hos det man kalder godtroende 3. mand. Hvis man vil købe en fast ejendom, skal man kunne stole på det, som fremgår af Tingbogen. Forpligtelser, som ikke fremgår af Tingbogen, kan køber se bort fra, forudsat at han er i god tro dvs. at han ikke kendte til forpligtelsen.

3. Tinglysning af forpligtelsen af at være medlem af et vejlaug:Det mest almindelige er, at vedtægterne for vejlauget bliver tinglyst på ejendommen samtidig med, at forpligtelsen til at være medlem bliver tinglyst. Tinglysningen betyder, at ejeren ikke kan melde sig ud af vejlauget i den form, som lauget havde ved tinglysningen. Det betyder også, at en ny ejer er forpligtet til at være medlem på samme måde som sælger.

4. Ændringer i vedtægterne behøver for så vidt ikke at tinglyses for at være bindende for de der (inter partes) indgår en ny aftale (en vedtægtsændring), jf. ovenfor. Men i forhold til den godtroende erhverver af ejendommen har det betydning. Køber ser i Tingbogen, at der er en forpligtelse til at være medlem af vejlauget og han læser omhyggeligt de tinglyste vedtægter, eller han skaffer sig de vedtægter, som var gældende på tidspunktet for tinglysningen, og i tillid hertil køber han ejendommen i god tro, og han skal ikke tåle de ikke tinglyste ændringer. Hvis han på en eller anden måde er blevet gjort bekendt med de ændrede vedtægter, er han ikke længere i god tro og må derfor respektere også ændringerne.

5. Væsentlige ændringer i vedtægter for vejlaug, hvor medlemspligt er tinglyst, bør tinglyses. Men det er først og fremmest for at sikre, at nye købere uden videre er omfattet af de samme regler som de allerede eksisterende ejendomsejere.

 

lf 14.5.2015 

 

Om den enkelte grundejers ansvar ved beskadigelse af vej og fortov f.eks. i forbindelse med et byggearbejde.

Problem: en grundejer beskadiger vej og fortov f.eks. i forbindelse med et byggearbejde. Han retablerer ikke vejen og fortovet, og han ser stort på vejlaugets opfordringer til at gøre det. Kan vejlauget da lade arbejdet udføre på den pågældendes vegne og regning?

Nej! Kan kommunen være behjælpelig? Ja i et vist omfang!

Kommunen kan komme med et påbud om istandsættelse af vej og fortov ud for de enkelte grundejeres ejendomme dvs. også ud for ham, der har beskadiget vej og fortov, men også ud for de tilgrænsende ejendomme, hvis vej og fortov også har lidt skade. Men Københavns Kommune er tilbageholdende med at meddele påbud. Det sker kun hvis der på vejen og/eller fortovet er farlige forhold, og det er kun for at udbedre de farlige forhold.

Hvis man f.eks. har en rigtig pæn privat fællesvej, som man har brugt mange penge på at få i en pæn standard, kan man ikke forvente at kommunen vil være behjælpelig med at sikre, at det ødelagte vejstykke retableres til den oprindelige høje standard.

Det er jo en utilfredsstillende tilstand. Hvad kan man gøre?

Det kan på forhånd aftales i form af en bestemmelse i vejlaugets vedtægter, at den ”skadevoldende” grundejer skal stå for udbedringen af skaderne (retablering til den oprindelige standard),og at vejlauget kan gøre det på dens pågældendes vegne og regning, hvis den pågældende ikke lever op til sin forpligtigelse. En formulering i vedtægterne kan f.eks. være:

”Ved byggearbejder og større projekter er den enkelte grundejer ansvarlig for at vejarealer, fortove, kantsten, rabatter og overkørsler på vejen, ikke beskadiges.

Grundejeren er ansvarlig for udbedring af skader som er sket på vejen mv. i forbindelse med arbejderne. I givet fald kan vejlauget lade udføre istandsættelsen (retableringen) på grundejerens regning”.

I de tilfælde hvor der ikke er et vejlaug (med vedtægter med denne formulering), og i de tilfælde hvor den pågældende grundejer ikke er medlem af vejlauget, er det kun den nævnte utilfredsstillende påbudsløsning, der kan anvendes.

Der kan også være mulighed for et civilt erstatningssøgsmål ved domstolene. Hvordan domstolene vil stille sig i de enkelte tilfælde er det vanskeligt at sige noget generelt om.

 

Lf 16.5.2015 

 

Regler om private fællesveje i privatvejsloven pr. 01.07. 2015

1. Kommunen skal udarbejde en fortegnelse over de private fællesveje i kommunen. Der hersker således ikke tvivl om, hvorvidt en vej/gade er en privat fællesvej eller en offentlig vej/gade. Fortegnelsen kan rekvireres i kommunen (§25, stk. 1.). I Københavns Kommune er der ca. 480 km. private fællesveje og ca. 500 km. offentlige veje.

2. Det er en helt grundlæggende regel, at alle parceller skal have en lovlig adgang til offentlig vej. Det kan være direkte til offentlig vej, eller det kan være via en vejret på en privat fællesvej. Det er noget, der skal sikres i forbindelse med udstykning (§32).

3. Ejerne af de ejendomme, der grænser op til en privat fællesvej, skal holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Ejerne skal også holde vejen forsynet med forsvarligt afløb (§44). Dette er den helt centrale bestemmelse i loven om den enkelte ejers forpligtelse.

4. En ejer kan forlange, at kommunen tager stilling til, om en privat fællesvej er i god og forsvarlig stand. Kommunen kan også selv tage stilling til spørgsmålet (§45, stk. 1.). Hvad Københavns Kommune forlanger af standard for en privat fællesvej, er det vanskeligt at sige noget generelt om. Der lægges imidlertid vægt på, at vejen ikke må have sådan en stand, at den udgør en fare for de, der færdes på vejen.

5. Hvis de vedligeholdelsespligtige ikke holder vejen i fornøden stand, træffer kommunen afgørelse om, på hvilken måde en privat fællesvej med tilhørende afløb skal istandsættes (§45, stk. 2.). Kommunen har altså en selvstændig forpligtigelse til løbende at overvåge de private fællesvejes tilstand.

6. Kommunen kan bestemme, at vedligeholdelsesarbejde ikke skal udføres som enkeltstående arbejde (f.eks. ud for den enkelte ejer), men som et samlet arbejde for hele den private fællesvej (§45, stk. 4.).

7. Kommunen kan bestemme, at flere private fællesveje, der udgør en færdselsmæssig enhed, skal istandsættes som et samlet arbejde, så udgifterne ved arbejdet fordeles mellem samtlige bidragspligtige under et (§45, stk. 6.). Der kan f. eks. være tale om at en af flere private fællesveje i et område, der udgør en færdselsmæssig enhed, tjener som tilkørselsvej for de øvrige fællesveje. Det er da rimeligt, at alle bidrager til betalingen for det slid, som den meget befærdede vej er udsat for.

8. Andre end de, der grænser op til en privat fællesvej, kan af kommunen pålægges at deltage i betalingen af udgifterne til vedligeholdelsen af vejen (§45, stk. 5.). Der kan f. eks. være tale om erhvervsmæssig tung kørsel gennem en privat fællesvej.

9. Kommunen kan pålægge den enkelte vedligeholdelsespligtige at vedligeholde den del af vejen, der ligger nærmest ved den pågældendes ejendom. Kommunen skal gøre de vedligeholdelsespligtige bekendt med den påtænkte beslutning og fastsætte en rimelig frist tilat komme med bemærkninger inden kommunen træffer afgørelse (§47, stk. 1. og 2.).

10. Påbud om et samlet arbejde forudsætter, at der forinden har været afholdt vejsyn (§48, stk. 1.). Vejsynet skal varsles med mindst en 2 ugers frist.

11. Hvis kommunen bestemmer, at en privat fællesvej af hensyn til den almene færdsel skal forbedres, skal kommunen afholde udgifterne hertil (§ 49, stk.3.).

12. Kommunen kan vælge at betale for hele eller dele af vedligeholdelsen af en privat fællesvej, hvis formålet hermed primært er hensynet til den almene færdsel (§ 49, stk.5.).

13. Kommunen skal på vejsynet redegøre for de påtænkte beslutninger og give en frist på mindst3 uger for ejendomsejerne til at komme med indsigelser (§48, stk.3.).

14. Udgifternetil et samlet arbejde (ved påbud) fordeles således:

Hvis der er enighed mellem grundejerne om fordelingen f.eks. i vedtægterne for et vejlav, fordeles udgifterne efter denne enighed.

Hvis der ikke er enighed fordeler kommunen udgifterne mellem de bidragspligtige grundejere efter måden som ejendommene benyttes på eller må forventes at blive benyttet. Kommunen kan fordele bidraget med ensartede beløb, hvis det skønnes at ejendommene benyttes på ensartet måde til boligformål.

For hjørnegrunde der ligger ud til 2 private fællesveje sker der en passende nedsættelse af bidraget.

Hvis det arbejde der skal udføres skyldes betydelig eller tung færdsel til eller fra enkelte ejendomme beregnes der et særligt bidrag for det (§51).

15. Hvis kommunen udfører arbejdet, kan der ske afdragsvis betaling af udgifterne i op til 15 år. Hvis arbejdet udføres af grundejerne, kan kommunen afholde udgifterne, og der kan ske afdragsvis betaling over op til 15 år. Der skal da stilles sikkerhed, og det skyldige beløb skal forrentes(§54). Renten udgør 2% over Nationalbankens udlånsrente og fastsættes på det tidspunkt, da ordningen påbegyndes. Denne ordning er vist ikke almindeligt anvendt i Københavns Kommune.

16. De vedligeholdelsespligtige grundejere kan indgå aftale med kommunen således, at kommunen påtager sig den fremtidige istandsættelse og vedligeholdelse af den private fællesvej for grundejernes regning. En sådan ordning kan eventuelt opnås, hvis 2/3 af grundejerne på den private fællesvej anmoder kommunen om det (§55, stk. 2.). Tidligere var der i Københavns Kommune sådanne aftaler. Senest var der tale om de såkaldte maksimumsoverenskomster. 2/3 reglen i loven kan muligvis være af vejledende betydning for andre tiltag, som grundejere ønsker kommunens medvirken til, men hvor der ikke er fuld tilslutning fra alle grundejerne, der støder op til den private fællesvej.

17. Grundejerne må ikke foretage ændringer af de private fællesvejes indretning, afspærre vejen eller etablere eller ændre foranstaltninger med henblik på regulering af færdslen uden politiets og kommunens godkendelse (§57, stk. 1.). Der kan her være tale om stillevejsprojekter ogparkeringsrestriktioner. Der findes et større regelsæt om udformning af stillevejsprojekter og om vedligeholdelse heraf. Kommunen kan ikke pålægge P-licensordninger på private fællesveje, men det kan ske med samtykke fra grundejerne ( Ramhøj side207).

18. Kommunen kan lave fartdæmpende foranstaltninger på private fællesveje. Kommunen betaler da udgifterne til det (§57, stk. 2.).

19. Hvis foranstaltningerne sker for at forbedre det trafikale miljø på vejen, skal grundejerne betale (§57, stk. 3.).

20. Kommunen kan fjerne foranstaltninger på de private fællesveje på grundejernes regning, når foranstaltningerne er anbragt uden godkendelse fra politiet og kommunen (§57, stk.4.).

21. Kommunen skal mindst hvert femte år vurdere, om en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at den bør overtages som offentlig vej (§58, stk.1.). Kommunen har altså en selvstændig forpligtelse og skal ikke blot vente på, at der bliver fremsat en anmodning. I forarbejderne til bestemmelsen anføres det, at bestemmelsen understreger, at kommunen er forpligtet til af egen drift jævnligt (og nu efter den 1.juli 2015 mindst hvert femte år) at vurdere, om en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at den bør optages som offentlig. Hvis en vej overvejende anvendes til færdsel, der ikke har ærinde til eller betjener ejendommene ved den pågældende vej og heller ikke lokaltrafik, fordi vejen indgår i et afgrænset net af private fællesveje, bør vejen i almindelighed være offentlig.

22. 2/3 af grundejerne på en privat fællesvej kan forlange, at kommunen foretager en trafiktælling (§58, stk. 2.).

23. Hvis trafiktællingen viser, at den gennemgående motorkørende færdsel udgør mere end 50% af den samlede trafik, skal kommunen overtage den private fællesvej som offentlig vej eller gennemføre færdselsregulering, der nedsætter den almene færdsel på den private fællesvej, så den kommer under 50% (§58, stk.3.). Med gennemgående færdsel sigtes der efter forarbejderne til bestemmelsen til færdsel, der er uvedkommende i forhold til den færdsel, som vejen primært må antages at være beregnet for, dvs. færdsel der ikke har ærinde til eller i øvrigt betjener de tilgrænsende ejendomme, og heller ikke er lokal trafik i området- det kan være tilfældet hvis vejen indgår i et afgrænset net af private fællesveje.

24. Udgangspunktet er, at grundejerne selv skal sørge for belysning af de private fællesveje. Kommunen kan dog afholde udgifterne til anlæg, forbedring og drift, hvis almene offentlige hensyn taler for det (§59). Sådan er ordningen i Københavns Kommune. Bestemmelsen i lovens § 59 blev indført for nogle år siden, efter at der var rejst tvivl om, hvorvidt kommunerne kunne afholde disse udgifter med hjemmel i den såkaldte kommunalfuldmagt. Nu er der altså ikke længere tvivl om, at der er den fornødne hjemmel.

25. Man må ikke plante træer eller anden beplantning på private fællesveje uden kommunens godkendelse. Kommunen kan kræve træer og anden beplantning fjernet, nedskåret, opstammet eller studset (§61, stk. 2.).

26. På private fællesveje må man ikke uden kommunens godkendelse anbringe affald, materiel, materiale, løsøregenstande, ikkeindregistrerede kørertøjer, skure, skurvogne, containere, hegn og lignende, kørertøjer med henblik på salg eller udlejning (§66, stk. 1.). Kommunen kan fjerne ting, som er anbragt uden godkendelse for den pågældendes regning (§66, stk.4.).

27. Kommunen skal give tilladelse til ledningsarbejder og anbringelse eller flytning af master. Tilladelsen skal være betinget af, at ledningsejeren yder grundejerne erstatning for eventuelle skader, retablerer vejarealet og skriftligt underretter kommunen om, at retableringen er gennemført (§68, stk. 2). Dette kaldes gæsteprincippet. Ledningsejeren er jo gæst på den private fællesvej (Ramhøj side 210).

28. Grundejerne skal rydde de private fællesveje snarest muligt efter snefald og foretage glatførebekæmpelse (grus). Kommunen kan fastsætte regler for tidspunkter for snerydning (§ 79, stk. 1og §80, stk. 1. og 3. og § 81, stk.1. og 3.).

29. Grundejerne skal fjerne ukrudt, renholde vejen og fjerne affald og lignende og renholde nedløbsriste (§82).

30. Der kan klages til transportministeren (i praksis Vejdirektoratet) over kommunens afgørelser i vejsager, hvis de angår retlige spørgsmål. Klagefristen er 4 uger (§87).

 

 

 

 

 

  




 

Kontakt: emgf@emgf.dk

Siden er udviklet af Time2web, og repræsentanter fra Emdrup Grundejerforenings bestyrelse.